Denne limeis smager vanvittigt godt og så kan den laves nemt og hurtigt – uden ismaskine.

Ingredienser:

Til omkring 6 personer.

  • 1 vaniljestang
  • 80 g sukker
  • 3 pasteuriserede æggeblommer
  • 4 limefrugter
  • 2,5 dl piskefløde

 

Fremgangsmåde:

  1. Skær vaniljestangen over på den lange led og skrab kornene ud. Mas dem sammen med en smule af sukkeret.
  2. Pisk æggeblommer, sukker og vanilje sammen til en tyk og lys æggesnaps.
  3. Riv skallen af limefrugterne og pres saften ud af dem.
  4. Vend forsigtigt limeskal og limesaft i æggesnapsen.
  5. Pisk fløden til let skum og vend den forsigtig i æggesnapsen.
  6. Hæld isen i en ønsket form/forme og frys den ned. Lad isen tø en smule op før servering.

Limeisen kan serveres som den er, eller bruges som tilbehør til fx. et stykke kage eller tærte. Den kan også fryses ned i is-formede silikoneforme og dyppes i tempereret chokolade når de er helt frosne. Her er de dyppet i karamelliseret hvid chokolade med hakkede ristede hasselnødder.