Mille-feuille med mælkechokolade, kastanjer og brombær

Ingredienser:

Til 6 stk.

Butterdej:

  • 1,75 dl vand
  • 0,25 tsk salt
  • 275 g hvedemel
  • 1 knsp brun pastafarve
  • 250 g smør
  • Ekstra mel til udrulning
  • 2 spsk flormelis

Chokoladecreme m. kastanje:

  • 6 blade husblas
  • 7,5 dl fløde
  • 150 kastanjepuré (sødet)
  • 225 g mælkechokolade

Brombærcurd:

  • 2 blade husblas
  • 200 g brombærsaft (blendede og sigtede brombær)
  • 1 citron – saft og skal heraf
  • 100 g sukker
  • 2 æg
  • 60 g smør

Chokoladesider:

  • 200 g hvid chokolade
  • 1 tsk rød pulverfarve
  • 1 tsk blå pulverfarve
  • Ca. 800 g mørk chokolade

Pynt:

  • 400 g isomalt
  • 6-12 brombær
  • 6-12 træspyd

 

Fremgangsmåde:

  1. Tænd ovnen på 200° almindelig ovn.

 

Butterdej:

  1. Bland alle ingredienser, på nær smør, kort i en røremaskine til en ensartet dej.
  2. Form en flot klump af dejen og læg den i koldt mel på bordet.
  3. Bank smørret smidigt med en kagerulle i rigeligt koldt mel på bordet. Fold smørret og bank videre til smørret har samme konsistens som dejen. Form det derefter til en lille kvadrat.
  4. Rul dejen ud til en større kvadrat end smørret og pak smørret ind i dejen.
  5. Rul dejen forsigtigt ud til et langt og bredt bånd og fold det i tredjedele, så dejen nu har 3 lag.
  6. Lad dejen stå på køl i 15-20 minutter.
  7. Rul dejen forsigtigt ud til et langt og bredt bånd og fold det i fjerdedele, så dejen nu har 12 lag.
  8. Lad dejen stå på køl i 15-20 minutter.
  9. Rul dejen forsigtigt ud til et langt og bredt bånd og fold det i tredjedele, så dejen nu har 36 lag.
  10. Lad dejen stå på køl i 15-20 minutter.
  11. Rul dejen forsigtigt ud til et langt og bredt bånd og fold det i fjerdedele, så dejen nu har 144 lag.
  12. Lad dejen stå på køl i 15-20 minutter.
  13. Del dejen i 2 lige store dele og rul hver del ud i rigeligt mel på et stykke bagepapir så den dækker en bageplade præcist.
  14. Bag dejen mellem to bageplader med bagepapir, i 15 minutter ved 200° almindelig ovn.
  15. Fjern den øverste plade og bagepapiret og sigt en lille bitte smule flormelis over dejen. Bag i yderligere ca. 10-15 minutter til flormelissen er karamelliseret og bunden sprød.
  16. Tag bunden ud på bordet og skær den til med en stor skarp kniv efter en skabelon. Der skal bruges minimum 12 bunde.
  17. Bag den anden halvdel dej ligeledes.

 

Chokoladecreme:

  1. Læg husblas i blød i koldt vand.
  2. Bring fløde og kastanjepuré til kogepunktet og smelt husblassen i det.
  3. Hæld det over chokoladen og rør/stavblend til en ensartet masse.
  4. Hæld cremen i et fad, dæk med film helt til overfladen og stil det koldt.
  5. Når cremen er helt kold piskes den forsigtigt op – men pas på ikke at overpiske så den skiller.
  6. Fyld cremen i en sprøjtepose med en medium/lille rund tyl.

 

Brombærcurd:

  1. Læg husblas i blød i koldt vand.
  2. Pisk alle ingredienser, på nær smør, i en gryde til det tykner godt.
  3. Tilsæt smør og kog videre til massen er tyk.
  4. Smelt husblassen i curden.
  5. Hæld curden i et fad, dæk med film helt til overfladen og stil det koldt.
  6. Fyld den kolde og helt satte curd i en sprøjtepose med en lille rund tyl.

 

Chokoladesider:

  1. Temperer den hvide chokolade ved at smelte den i mikroovn ved korte intervaller. Chokoladen må ikke ovestige 30-32°.
  2. Farv chokoladen i forskellige nuancer med pulverfarverne og sprøjt tynde striber på et stort stykke klar plast. Lad det sætte sig på køl.
  3. Temperer den mørke chokolade ved at smelte den i mikroovn ved korte intervaller. Chokoladen må ikke ovestige 32-34°.
  4. Hæld/smør forsigtigt chokoladen ud over striberne og lad et sætte sig på køl med et stykke madpapir og et skærebræt oven på – lidt vægt forhindre chokoladen i at ”krølle” når den sætter sig.
  5. Skær ved hjælp af en lille varm kniv og en skabelon chokoladesiderne ud og opbevar dem koldt indtil brug.

 

Pynt:

  1. Smelt isomalten i en gryde og lad den køle til den er tyknet lidt.
  2. Prik et grillspyd gennem et brombær og dyb toppen/øverste halvdel af det forsigtigt i isomalten.
  3. Lad isomalten danne et lille spir.
  4. Lad bærrene med isomalt hænge på spyddet ud over en bordkant til de skal på kagen.

 

Samling:

  1. Sprøjt små dutter af creme på den ene side af butterdejen.
  2. Sprøjt små dutter curd mellem cremen.
  3. Saml butterdejen med fyld, med en chokoladeside.
  4. Sprøjt fyld på den anden side af den ene butterdejsplade og saml med den anden side af butterdej og chokolade. Der skal være chokoladelag, fyld, butterdej, fyld, butterdej, fyld, chokoladelag.
  5. Stil forsigtigt kagen op.
  6. Fyld det sidste creme i en sprøjtepose med en stjernetyl og sprøjt en roset i midten af kagen.
  7. Pil brombær-spiret af pinden og stil det midt i rosetten.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *