Citron-kransekager

Mine citron-tørkager fra favoritbagning i program 1 af Den Store Bagedyst. Udfordringen var at vi skulle kreere en tørkage, enten inspireret af- eller videreudviklet af en eksisterende tørkage eller finde på vores helt egen. Jeg vidste med det samme at jeg ville lave kransekage og besluttede mig hurtigt for at komplimentere kagen med citron, timian og hvid chokolade. Her får du opskriften…

Ingredienser:

6 stk

Kransekage:

  • 450 g marcipan
  • 100 g flormelis
  • 100 g æggehvide

Mørdej:

  • 150 g hvedemel
  • 50 g flormelis
  • 75 g smør (blødt)
  • 1/2 æg

Lemoncurd med timian:

  • 1 blad husblas
  • 2,7 citroner (saft og skal)
  • 2 æg
  • 115 g sukker
  • 10-20 kviste frisk timian (efter smag)
  • 50 g smør

Pynt:

  • 250 g hvid chokolade
  • 50 g kakaosmør
  • 2 citroner (skal)
  • Frisk timian
  • Bladguld

 

Fremgangsmåde:

Kransekage:

1.     Tænd ovnen på 200° alm ovn.

2.     Rør æggehviderne og flormelissen sammen.

3.     Dette tilføres lidt ad gangen til marcipanen i en røremaskine med spatel.

4.     Massen sprøjtes i en smurt donut-formet silikoneform og bages ved 200° alm ovn i 14 min. Kagerne vendes derefter ud af formen og bages igen, nu ved 250° alm ovn i 6 minutter til de er flot gyldne.

 

Mørdej:

1.     Alle ingredienser blendes kort sammen i en foodprocessor og samles med hænderne på bordet. Pakkes i film og stilles på køl til dejen er fast.

2.     Rul tyndt ud og udstik cirkler med samme diameter som donut-formen. Min er 6,9 cm i diameter.

3.     Bages i 12 min ved 200° alm ovn.

 

Lemoncurd:

1.     Læg husblas i blød i kold vand.

2.     Sukker og timiankviste hakkes sammen i en minihakker.

3.     Citronsaft, citronskal, æg, sukker og timian piskes i en gryde ved middel varme.

4.     Når massen tykner, som en vaniljecreme, tilsættes smør i små klumper.

5.     Curden varmes yderligere til den er tyk.

6.     Smelt husblassen i curden.

7.     Hæld derefter curden over i et fad, som dækkes med film (helt til overfladen) og sættes på køl.

 

Hvid chokolade:

1.     Chokolade og kakaosmør hakkes fint, kommes i en skål og varmes i mikroovn ved høj varme i korte intervaller. Herefter tages chokoladen ud og røres godt i. Gentag til alt chokoladen er smeltet – chokoladen skal ramme 28°.

 

Samling:

1.     Kransekagerne skæres til, så de har flad bund (brug evt. et rivejern til dette).

2.     Brug den hvide chokolade til at lime kransekagen fast på mørdejsbunden. Sæt kagerne på køl til chokoladen har sat sig.

3.     Bunden af kagen dyppes forsigtigt i chokoladen. Sæt kagerne på køl til chokoladen har sat sig.

4.     Kransekagen fyldes med lemoncurd.

5.     Noget chokolade kommes i et kornet med et meget lille hul. Chokoladen sprøjtes i striber over kagen.

6.     Pynt med revet citronskal, timianblade og bladguld.

1 tanke om “Citron-kransekager

  1. Super flot det du laver, du skal ønske dig en Thermomix.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *